Slutter brandanalyse
Foto: Lars Dalsig
Lars Dalsig
Der er ikke fundet fejl ved olielamperne, som kan forklare branden, hvor mand og fire børn indebrændte.
Efter flere analyser med undersøgelser af de olielys, der var årsagen til den tragiske brand på Mosevej i Nakskov i januar, er det ikke lykkedes for politiets teknikere at finde en produktionsfejl eller anden simpel forklaring på, at branden kunne gå så galt, at en voksen mand og fire børn indebrændte.
- Vi har lavet analyser af netop disse olielys, som der var solgt en del af, men vi kan ikke finde nogen fejl ved disse, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.
- Vi kan ikke komme med anden advarsel til borgerne, end at man altid skal være forsigtig med levende lys, siger Søren Ravn-Nielsen.
- Det er ikke muligt at komme det nærmere, fordi alt er smeltet på grund af varmen ved branden.
De tekniske undersøgelser af brandårsagen har været temmeligt forsinkede, fordi politiet prioriterede indsatsen i forbindelse med terrorangrebet mod Krudttønden og synagogen i København den 14. februar højere.
Branden, der opstod den 30. januar om aftenen i huset på Mosevej 7, skyldtes to engangs olielys, der var tændt i entreen i huset.
Branden formodes at have bredt sig meget hurtigt via noget tøj i entreen.
Et åbent vindue på første sal gjorde, at entreen fik en såkaldt “skorstenseffekt”, så ilden udviklede sig endnu hurtigere.
Det stod tidligt klart, at der ikke var tale om nogen forbrydelse, men om en meget tragisk hændelse.
Selv om brandvæsenet var hurtigt til stede, var der ingen mulighed for at redde nogen ud af det brændende hus.
Da der nu ikke længere er politimæssig efterforskning tilbage, bliver sagen henlagt.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde