Smykker, sølvtøj og skærme: Så mange fik besøg af indbrudstyve i julen
Christian Berthelsen fra Rigspolitiet vurderer, at det er blevet sværere at blive indbrudstyv. Blandt andet fordi naboer holder øje i boligkvartererne og reagerer, hvis de ser noget mistænkeligt. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Der er 2. juledag registreret 48 indbrud, viser Rigspolitiets tal. Det er lavere end året før.
Færre end sidste år havde besøg af ubudne gæster i perioden op til og i juledagene.
Politiet har i år registreret 365 indbrud i private hjem fra 19. december til og med 2. juledag. Det oplyser Rigspolitiet til Ritzau.
Det er færre end forrige år, hvor der var 424 indbrud i den periode. Både i 2021 og 2020 var juletiden præget af corona, hvor mange holdt jul hjemme.
Ser man udelukkende på 2. juledag, er der i år registreret 48 indbrud mod 63 samme dag sidste år.
Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rapporterer man også om færre indbrud i år. Her er der i perioden 19 til 27. december foreløbigt anmeldt 21 indbrud hos private.
- Selv om der stadig vil indløbe nogle anmeldelser, efterhånden som borgerne kommer hjem fra juleferie, er politiets forventning, at det samlede antal er mindre end de foregående år, skriver politikredsen i sin døgnrapport.
I indbruddene er der blandt andet blevet stjålet smykker, computere, fladskærme og sølvtøj.
Politiassistent ved Rigspolitiet Christian Berthelsen pegede mandag på, at flere formentlig holder en kort ferie i år, fordi der er mange arbejdsdage mellem jul og nytår.
- Der er jo større risiko for indbrud, når man ikke er hjemme. Det er en arbejdsgiverjul i år uden mange fridage, så jeg forventer, at tallet vil falde de kommende dage, sagde han til Ritzau.
Desuden tyder noget på, at det er blevet sværere at være indbrudstyv.
- Det er svært at gisne om årsagen til faldet af indbrud. Men vi tror, at folk er bedre til at sikre sig selv. Der har været kampagner over flere år, og mange er blevet gode til at hjælpe hinanden.
- Det gælder for eksempel naboer, hvor man holder øje i boligkvartererne og reagerer på noget mistænkeligt. Og så har politiet også fokus på det, sagde Christian Berthelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker