I alt seks personer kom til skade, da en stålmarkise lørdag middag styrtede ned på gågaden i Hjørring.
Nordjyllands Politi oplyser, at to personer er kommet alvorligt til skade. En ældre mand fik det ene ben "voldsomt læderet", og underbenet måtte amputeres. Den anden har en ryglæsion, som skal undersøges.
Blandt de fire øvrige, der er kommet lettere til skade, har én fået brækket et ben, og ellers er der tale om skrammer.
Ulykken skete uden for en boghandel og en guldsmed på Strømgade 8 og 10. En stor dynge sne faldt ned fra taget af den femetagers bygning og ramte en 40 meter lang og tre meter bred stålmarkise, som hang ud over gaden.
Markisen kunne ikke klare trykket og faldt med et ordentligt brag ned over de seks personer. Om flere personer havde været under markisen, var uklart.
Et massivt politi- og redningsopbud på stedet fik reddet de fastklemte personer ud, og Falck har ryddet op på stedet.
Nordjyllands Politi har afspærret hele Strømgade for at undgå lignende situationer.
- Generelt advarer vi mod, at sneen på tagene begynder at rutsje ned. Og det er jo store mængder, der kommer, når det først kommer i skred, siger vagtchef Jan Stagsted.
Nordjylland har i det hele taget været hårdt ramt at sammenstyrtede bygninger i løbet af lørdagen. Politiet opfordrer blandt andet landmændene til at få ryddet deres tage for sne, efter at mange dyr er blevet fanget i stalde efter sammenstyrtninger på grund af snetrykket rundt i det nordjyske.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker