Snekaos kan ramme os i weekenden

Det vedvarende snefald og den tiltagende blæst kan i løbet af lørdagen give voldsomme problemer for biltrafikken. Risikoen for snedriver, der kan lukke specielt de mindre veje, er stor.

Det østjyske område er hårdest ramt.

Fra Vejdirektoratets trafikinformationscenter fortæller vagtchef Brit Osted Nielsen, at alle disponible sneplove og saltvogne er på hjul i hele landet.

- Mandskabet kan få en travl weekend, for sneen ser ud til at fortsætte, siger hun.

I løbet af lørdag morgen havde Falck haft 500 assistancer, og også her er alt mandskab sat ind. Desuden bruger Falck sit net af samarbejdspartnere over hele landet, som kan hjælpe med at starter biler eller trække dem op af grøfterne.

En lastbil på motorvej E20 ved Fredericia havarerede i det glatte føre, og det gjorde en af Vejdirektoratets egne køretøjer også på Helsingørmotorvejen. Ved Rønnede på Sjælland gav bakkerne problemerne for lastbilerne.

Der var ingen meldinger om alvorlige ulykker med personskade.

De store snemængder i Østjylland betyder, at der er sat to militære, pansrede mandskabsvogne (PMV) ind i beredskabet i Randers og Hornslet på Djursland. Køretøjerne på larvefødder kommer fra kasernen i Skive og kan hjælpe ambulancer og andre redningskøretøjer gennem snedriverne. Eller de kan bringe akut syge sikkert til hospitalet.

Lørdag formiddag var PMV'erne endnu ikke tilkaldt til sygetransport eller andet.

I Randers besluttede kommunen at tilbyde gratis buskørsel indtil klokken 04 mandag morgen, og i Århus betød en fejl i højspændingsnettet, at en del borgere i midtbyen og i det nordlige Århus vågnede op med kolde radiatorer. Varmen vendte dog allerede tilbage ved 0830-tiden.

I Aarhus Lufthavn i Tirstrup betyder snefaldet betydelige forsinkelser for både charter- og rutetrafikken, men foreløbig ikke aflysninger.

DSB oplyser, at der i Jylland er op til 40 minutters forsinkelser på InterCity og InterCityLyn, mens forsinkelserne kun er 15-20 minutter andre steder. Det er blandt andet sne i sporskifterne i Fredericia, der har drillet.

/ritzau/

Det kraftige snevejr fortsætter, og med stærk blæst er der stor risiko for at vejene lukker.

Offentliggjort Sidst opdateret