Snød Frelsens Hær

42-årig kvinde dømt for underslæb for 49.000 kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 42-årig kvinde fra Dannemare er i Retten i Nykøbing F. blevet dømt for underslæb. Kvinden er dømt for at havde snydt Frelsens Hærs genbrugsbutik på Østre Boulevard i Nakskov for 49.000 kroner.

Sagen blev fremmet som en tilståelsessag, idet kvinden godt kunne erkende, at hun bevidst havde begået underslæbet, mens hun var frivillig, ulønnet medarbejder i genbrugsforretningen. Kvinden erkendte, at hun i perioden fra oktober 2009 og frem til april i 2010 havde været ansat. I denne periode havde hun flere gange undladt at gå i banken med dagens omsætning, som det ellers var kutyme.

Frelsens Hær blev herved unddraget en omsætning på 49.000 kroner ved salget af det brugte tøj i forretningen. Dommen lød på 60 dages fængsel, men dommen blev gjort betinget, således at den ikke skal afsones, medmindre kvinden indenfor prøvetiden begår ny ligeartet kriminalitet. Desuden skal kvinden betale det besvegne beløb tilbage til Frelsens Hær.

Til gengæld skal hun udføre samfundstjeneste, og et forsigtigt gæt lyder på at denne samfundstjeneste nok ikke bliver afviklet i Frelsens Hærs regi.

I denne sag valgte kvinden at modtage dommen, og hermed er det endelige punktum i sagen sat.