SOFIE AMALIE DØMT: SKAL BETALE 2,6 MILLIONER INDEN 14 DAGE

Som 16-årig sparkede Sofie Amalie Øster Jensen en lærer og truede hende. I dag er Sofie Amalie Øster Jensen 27 år, og torsdag blev hun dømt til at betale 2,6 millioner kroner. Foto: David Arnholm

Retten giver Civilstyrelsen medhold: Sofie Amalie Øster Jensen skal betale. Venner vil lave indsamling og stille borgerforslag.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: "Thi kendes for ret: Sagsøgte Sofie Amalie Øster Jensen tilpligtes til Civilstyrelsen at betale kroner 2.523.354,79". Sådan lyder det i den dom, der torsdag landede i e-boksen hos Sofie Amalie Øster Jensen.

Som Folketidende fortalte onsdag, er hun blevet sagsøgt med krav om at betale for den erstatning, som Erstatningsnævnet har tilkendt en lærer, som hun sparkede og truede i december 2011. Den gang var Sofie Amalie Øster Jensen 16 år gammel, anbragt på et værested og gik i en specialklasse på en skole i Præstø.

Af dommen fremgår det, at Sofie Amalie Øster Jensen også skal betale Civilstyrelsens sagsomkostninger på 134.500 kroner, så det altså er 2.657.864,79 kroner, hun skal hoste op med. Dertil kommer renter beregnet fra 2020 - og beløbene skal betales inden 14 dage.

De penge har Sofie Amalie Øster Jensen ikke, og det ved retten godt. Som der også står i dommen:

"Efter det oplyste om Sofie Amalie Øster Jensens økonomiske og personlige forhold må det anses for tvivlsomt, om hun på noget tidspunkt vil blive i stand til at betale det krævede beløb."

Men dommen fortsætter:

"Ved en samlet afvejning, herunder at den skadegørende handling bestod i forsætlig voldsudøvelse, karakteren heraf og dens alvorlige følger, finder retten ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder, at der er grundlag for rent undtagelsesvist at lade erstatningsansvaret bortfalde eller for at lempe dette".

Det lægger retten vægt på

  • Dommen fra Retten i Nykøbing tager udgangspunkt i, at Sofie Amalie Øster Jensen 20. august 2013 blev dømt for at have overfaldet sin lærer og tildelt hende adskillige hårde spark over underbenene og for at forsøge at foretage yderligere angreb ved at have gemt en brødkniv i ærmet.
  • På baggrund af afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen i 2016 og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring i 2020 henholder retten sig også til, at læreren på grund af episoden pådrog sig en posttraumatisk belastningsreaktion, som blandt andet medførte et erhversvevnetab på 85 procent.
  • "På den baggrund finder retten, at skaden må anses for at have årsagssammenhæng til den udøvede vold, og at det også for en ung pige på 17 år* har været påregneligt, at skadelidte i forbindelse med hændelsesforløbet kunne pådrage sig en skade som sket. Sofie Amalie Øster Jensen er derfor erstatningsansvarlig.
  • Uanset om forurettede (læreren, red.) måtte have en særlig følsomhed i relation til psykiske skader, eller om hun måtte anses som særlig sårbar, er dette uden betydning for bedømmelsen af erstatningsansvaret.
  • Det har heller ingen betydning for bedømmelsen, at Sofie Amalie Øster Jensen på gerningstidspunktet har været utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles med sindssygdom."
  • * Sofie Amalie Øster Jensen var kun 16 år, da hun sparkede læreren. Retten har formentlig regnet hendes alder forkert ud, da der er fej i det cpr-nummer, som er anført i dommen fra 2013.

Er i chok

- Det er godt nok urimeligt, når de oveni købet kender min situation - at man så stadig inden 14 dage skal betale! Jeg er i chok. Nu er jeg officielt dømt til at skulle betale de her 2,6 millioner kroner, siger hun og gentager sin undren over, at regningen for lærerens erstatning ender hos hende.

- Hvorfor er det ikke en arbejdsskade? spørger hun og tilføjer, at anbringelseskommunen, bopælskommunen eller opholdsstedet burde have haft en forsikring, der kunne dække.

Sofie Amalie Øster Jensen har derfor forleden søgt om aktindsigt i sin sag hos Guldborgsund Kommune, der anbragte hende. Men her fik hun i første omgang at vide, at kommunen slet ikke har nogen sagsakter liggende - på grund af gdpr-loven. Den forklaring tror hun ikke på.

Det er godt nok urimeligt, når de oveni købet kender min situation.

Sofie Amalie Øster Jensen

Får søde beskeder

Hun vil gerne anke sagen, men har fortsat ingen advokat til at hjælpe sig. Hun har dog fået oplyst, at det koster 800 kroner i gebyr at anke, og at hun skal indsende en masse papirer.

Det er hun nu ved at sætte sig ind i. Og imens glæder hun sig over, at hun efter omtalen i Folketidende har fået en masse søde beskeder. Flere fortæller, at de ikke vidste, hvad hun har gået igennem, og at de har fået meget mere respekt for hende.

- De synes, det er urimeligt og håber på det bedste. Og de spørger, om de kan hjælpe, refererer hun og fortæller, at nogen taler om at lave en indsamling til hende, mens andre vil stille et borgerforslag.

Folketidende har stadig ikke kunnet få en kommentar fra Guldborgsund Kommune.


Læs hele forhistorien om sagen her: - Er det kun min skyld?