Sokketyv på flugt blev opdaget

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Erkendte tyveri af strømper, da politipatrulje dukkede op.

Offentliggjort Sidst opdateret

Udbyttet var syv par sokker, da en 41-årig mand fra København mandag middag begik et butikstyveri i Meny på Parkvej i Nykøbing.

Klokken 12.40 stod butiksbestyreren og en anden udenfor butikken, da en yngre mand kom løbende ud og sprang ind i en bil. Med en anden mand bag rattet kørte den væk ad Gaabensevej.

Meny-folkene nåede at se bilens registreringsnummer, og politiet fandt frem til de to mænd på en lokal adresse.

Tyven erkendte sokketyveriet. Hans kammerat, en 26-årig mand fra København, blev sigtet for at køre bil uden kørekort.