Soldat kvæstet af kanon på Kronborg
En soldat fra Oksbøllejren er blevet kvæstet under affyring af en salut for prins Henrik på Kronborg, oplyser politiet.
- Han har ifølge vores oplysninger mistet to-tre fingre, siger talsmanden for Nordsjællands Politi, Henrik Rasmussen.
Ulykken er sket tirsdag ved middagstid, da en salut skulle fejre prinsens fødselsdag. Den tilskadekomne, der er 26 år, er overkonstabel af første grad fra 1. artilleriafdeling, der holder til i Oksbøllejren.
- Efter vores oplysninger skulle han efterpresse en ladning i en kanon, men så gik den af, siger Henrik Rasmussen.
Lufttrykket var så voldsomt, at soldaten faldt seks til otte meter ned ad bastionen. Samtidig blev han forbrændt på benene fra midt på lårene og ned. Det oplyser det Danske Artilleriregiment.
En helikopter landede ved Kronborg for at bringe den kvæstede til behandling på et hospital, og hans tilstand er ifølge politiet stabil.
Det vides ikke, hvad der ligger til grund for ulykken, fortæller presseofficer ved det Danske Artilleriregiment Arne Dyring.
- Hvad der helt nøjagtigt er sket i den her situation, det ved jeg ikke, siger han og fortsætter:
- Men vi betegner det her som en særlig hændelse, og det vil sige, at hele undersøgelsesapparatet fra militærpolitiet til Forsvarets Auditørkorps nu skal i gang.
Prinsgemalen er ifølge pressechef for kongehuset Lene Balleby blevet orienteret om ulykken og er meget berørt over, at det er sket. Han holder sig orienteret om soldatens tilstand, tilføjer hun.
Den 26-årige soldat var den eneste tilskadekomne ved ulykken, og hans pårørende er blevet underrettet om hændelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde