Somaliske magthavere er aktive i pirateri

Somaliske magthavere ser ud til at ville have deres del af kagen i de svimlende million-løsesummer, der betales til piraterne for at sætte gidsler og skibe fri.

Somalias præsident og den tidligere statsminister, der gik af i september 2010 efter en strid med præsidenten, er begge aktive i pirateri gennem et netværk af klaner. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er disse klaner de mest betydningsfulde i Somalia.

Præsident Sheikh Sharifs Hawiye-klan med underklanerne Habergedir og Suleiman er mest aktiv i området omkring Mogadishu.

Den tidligere statsminister Omar Sharmarkes klan, Darod, med underklanerne Majerteen, Issa og Mahamud er aktiv i pirateri i Puntland.

Det er netop i Puntland, at syv danske sejlergidsler holdes fanget af pirater, og der er stærkt modstridende oplysninger i dele af dansk og norsk presse fra somaliere, der udgiver sig for at være myndighedspersoner i området:

Nogle vil befri gidslerne ved en militæraktion. Andre siger, at de forhandler med piraterne om at sætte de danske gidsler fri mod ikke at blive retsforfulgt, mens andre igen siger, at de håber på forhandlinger om løsladelse i løbet af dagen.

Hvad der er op og ned i alle disse medieforlydender er uvist. Somalia er et land i kaos og uden egentlige myndigheder, og Somalia-eksperten Stig Jarle Hansen advarer da også mod at tro på alt, hvad man hører:

- Der er utroligt mange fantasier, som suser rundt dernede, så man må være forsigtig.

- Mange af dem, der giver oplysninger, er ude på at mele deres egen kage. De prøver at agere som om, de er mellemmænd og forsøger at tage penge for det, siger Stig Jarle Hansen, der er Somalia-ekspert fra universitet i norske Ås.

Puntland spiller ifølge FE en hovedrolle for pirateri i Somalia fordi de fleste angreb udgår herfra.

/ritzau/

Den tidligere somaliske premierministers Darod-klan er aktiv i Puntland, hvor dansk familie er gidsler.

Offentliggjort Sidst opdateret