Søren Pind om Tibet-sagen: En rodet fremstilling
Københavns Politi skal redegøre for, hvorfor borgeres ytringsfrihed blev undertrykt under kinesisk statsbesøg
I sagen om politiets indgreb overfor borgere med Tibets flag har justitsminister Søren Pind (V) torsdag valgt at bryde tavsheden.
- Denne sag rækker tilbage i tiden. Det har været en noget rodet fremstilling, udtaler han i en mail.
- Jeg har bedt Københavns Politi om en nærmere redegørelse og imødeser samrådet, hvor jeg nærmere kan redegøre for sagen, fortsætter ministeren.
Tirsdag fastslog Østre Landsret, at flere forskellige betjente på flere forskellige steder i København forsøgte at hindre borgere i at vise det tibetanske flag for den kinesiske præsident.
Indgrebene skete en junidag i 2012 i hovedstaden.
Hidtil har Københavns Politi hævdet, at betjentene ikke havde fået en mere generel ordre om indgrebet.
Men torsdag har en betjent, der var på arbejde den pågældende dag, derimod slået fast, at han ikke selv fandt på at hindre visning af flaget.
- Det var en ordre oppefra. Og vi bad om at få den gentaget, fordi det ikke var helt i overensstemmelse med grundlovssikrede rettigheder, udtaler betjenten til fagbladet Dansk Politi.
Det sammen har en politiassistent, der blev afhørt under retssagen i landsretten, slået fast.
Han var med, da flere politifolk i Kongens Have omringede en mand, der stod med et flag. Manden var ulovligt frihedsberøvet i en time.
"De skulle sige til ham, at flaget skulle lægges," har politiassistenten forklaret i landsretten. Ordren kom fra lederen af politiaktionen, oplyste han.
Desuden afslører politiets interne radiokommunikation, at der i hvert fald blev givet én ordre ved en anden episode: "Tag flaget fra dem."
I øvrigt oplyser Støttekomiteen for Tibet, at betjente på gaden fortalte dem, at ordren kom fra "højeste sted."
Alligevel har Københavns Politi som nævnt hævdet, at der ikke mere generelt blev givet instrukser om flag. Det er sket så sent som 18. september i en orientering af Folketingets retsudvalg.
Det er Enhedslistens Pernille Skipper, der har kaldt ministeren i samråd.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker