Sort BMW i brand i Maribo i nat

Foto: Claus Hansen

Politiet vil ikke udelukke, at branden kan være påsat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politi og brandvæsen blev kort efter klokken 01.20 natten til søndag kaldt ud til en bilbrand i Maribo. På Brovejen ud for nummer otte holdt en sort BMW, som der var gået ild i, og branden var så voldsom, at bilen udbrændte, inden det lykkedes at slukke ilden.

Årsagen til branden kendes endnu ikke med sikkerhed, men politiet udelukker ikke, at den kan være påsat. Ifølge politiets vagtchef Ole Hald tyder de første undersøgelser på, at ilden er opstået i kabinen.

Sagen bliver nu overdraget til lokalpolitiet. Her kommer man formentlig også til at kigge nærmere på bilens nummerplader, for ifølge Ole Hald passer det registreringsnummer, der er angivet i politiets døgnrapport ikke med, at bilen er en sort BMW. Hvorvidt det skyldes en fortkert aflæsning på brandstedet, en forkert indtastning i politiets system eller, at det var et sæt stjålne nummerplader, der sad på bilen, kunne vagtchefen dog ikke afgøre søndag morgen.