Sovende værtshusgæst sendt i detentionen

Foto: Anders Knudsen (arkiv)

Offentliggjort Sidst opdateret

Først på aftenen i går fik politiet en anmeldelse om, at en gæst på værtshuset Rådhuspubben i Jernbanegade i Maribo var fuld og ikke ville forlade stedet. Og så havde gæsten i øvrigt lagt sig til at sove.

Da politiet ankom til stedet, fandt de en 52-årig mand fra Maribo trygt sovende i det ene hjørne.

Da han blev vækket, var han opfarende og skældte betjentene ud. Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven, og så blev han taget med til detentionen på politistationen i Næstved, hvor han sov rusen ud.