Sparsommelig fartbølle afsløret af GPS
En slant sparet, er en slant bevaret. Sådan tænkte en 18-årig mand tilbage i 2012, da han fik installeret en GPS-boks i sin bil for at slippe med en billigere bilforsikringspræmie.
Den såkaldte Alka-boks måler bilens hastighed, og forsikringsselskabet kan bruge oplysningen i tilfælde af færdselsuheld.
Men det kan retsvæsnet også. Onsdag blev manden nemlig dømt som fartbølle ved Retten i Næstved.
I forbindelse med en ulykke i Næstved i oktober 2012 havde Alka-boksen registreret, at mandens hastighed var 120 kilometer i timen på en strækning, hvor den maksimalt tilladte hastighed er 50 kilometer i timen.
Retten tillagde boksens måling en vis usikkerhed og valgte at dømme manden for at have kørt 101 kilometer i timen.
Manden blev desuden dømt for uagtsom legemsbeskadigelse i forbindelse med ulykken. I bilen befandt sig nemlig to passagerer, og den ene brækkede lårbenet ved uheldet.
Ulykken skete omkring krydset mellem Indre Vordingborgvej og Havnegade i Næstved. Her mistede den unge mand herredømmet over bilen og fortsatte tværs over modsatte vognbane, cykelsti og fortov, inden han torpederede en lygtepæl.
Lygtepælen blev trukket med af bilen, som efterfølgende ramlede ind i en tankstation, hvor tagpartiet blev beskadiget.
Retten har på baggrund af ulykken valgt også at dømme manden efter færdselslovens paragraf om tilsidesættelse af væsentlige hensyn af færdselssikkerheden.
Manden slipper dog for at komme i fængsel. Retten idømte ham en betinget dom uden straffastsættelse mod, at manden aftjener 30 timers samfundstjeneste.
Retten oplyser, at straffens mildhed skyldes den dømtes gode personlige og familiemæssige forhold. Derudover lagde retten vægt på, at det snart er to år siden, at uheldet fandt sted.
Den unge mand er med dommen blevet tvunget til at aflevere sit kørekort. Først efter at have modtaget særlig undervisning og gennemgået en kontrollerende køreprøve kan han få det igen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned