Spildt minkfoder lukkede Storebæltsbroen natten til søndag
En lastbil tabte noget minkfoder på lavbroen over Storebælt, og fem biler kørte galt. Det betød, at broen var lukket i vestlig retning hele natten til søndag. (Arkivfoto). Foto: Erik Luntang/Ritzau Scanpix
Erik Luntang/Ritzau Scanpix
Fem biler kørte galt, da de gled rundt i fedtet minkfoder. En lille pige er kommet alvorligt til skade.
En lastbilchaufførs hårde opbremsning på vestbroen over Storebælt lørdag aften, betød at Storebæltsbroen var spærret i vestlig retning det meste af natten til søndag.
Lastbilens trailere var fulde af minkfoder, der mest består af fiskerester og indvolde. Ved opbremsningen skvulpede noget af det over og fedtede hele vejbanen ind.
Fem biler, der kom kørende efter lastbilen, skøjtede rundt i minkfoderet og kørte galt.
- En pige på halvandet år er kommet til skade, men jeg kender ikke nærmere til hendes tilstand, fortæller Lars Fredensborg, der er vagtchef ved Fyns Politi søndag formiddag.
De biler, der befandt sig på broen blev lukket igennem, men derefter blev begge vejbaner i vestlig retning spærret. De forulykkede biler skulle fjernes og vejbanen spules ren.
Det medførte lange køer på Sjælland, men tidligt søndag morgen kunne broen åbnes, og trafikken kører igen normalt.
Politiet advarer dog om, at kørebanen på vestbroen fortsat er glat. Bilister skal derfor holde god afstand til forankørende og respektere hastighedsbegrænsningen på 50 km/t.
Samtidig advares bilister, der har passeret vestbroen i vestlig retning, på Twitter om, at minkfoderet kan klæbe til dækkene og forringe deres vejgreb.
Lastbilchaufføren, som spildte minkfoderet, der førte til uheldene og dermed lukningen af broen, opdagede ikke, hvilket kaos hans opbremsning medførte.
Han fortsatte over broen og nåede til Vestfyn, før han blev stoppet af politiet.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker