De 4700 fodboldspillere, tennisspillere og cricketspillere i K.B. på Frederiksberg kan formentlig allerede torsdag atter dyrke deres sportsgren.
Selvom K.B. Hallen er totalskadet efter en voldsom brand onsdag, så er klubbens sportslige faciliteter nemlig uskadte.
- Det eneste, der forhindrer os i at starte vores sportslige aktiviteter op, er sikkerheden for vores medlemmer. Den sikkerhed burde efter brandvæsnets mening være på plads i morgen tidlig, siger Jørgen Holmen, der er direktør for K.B.
- Vores sportslige faciliteter er ikke berørt af branden. Så ligeså snart vi kan have sikker adgang til vores omklædningsrum og sportsfaciliteter, vil der blive lukket op, siger han.
Rammen omkring hallen og dele af taget eksisterer fortsat på K.B. Hallen, men derudover er den totalskadet. Det betyder derfor også, at de arrangementer, der er booket i hallen, skal flyttes eller aflyses.
- Vi skal have kontakt til dem, der har indgået kontrakt med os om arrangementer i K.B. Hallen, og sikre, at de får flyttet deres arrangementer. Det er vi allerede i gang med, siger Jørgen Holmen.
K.B. skal nu sammen med sit forsikringsselskab, fredningsmyndighederne og øvrige interessenter finde ud af, hvad der skal ske med hallen, men uanset hvad får branden økonomiske konsekvenser for den 135 år gamle boldklub.
- Det er givet. Men økonomi er umiddelbart en biting, så længe der ikke er fuldt overblik over situationen, siger Jørgen Holmen.
Blandt de aflyste arrangementer er en erotikmesse, audition til tv-programmet X Factor og rapkonkurrencen MC's Fightnight.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde