Sportstøj for cirka 150.000 kroner stjålet

Sportsforretningen Sportmaster i Jernbanegade i Nykøbing blev klokken 03.20 natten til tirsdag udsat for et større indbrudstyveri.

Tyvene er kommet ind ved at smadre to ruder tæt på de automatiske indgangsdøre. Derved har det været muligt at afmontere låsene ved dørene. Derefter stak de af med skijakker, sportstøj og sko for et endnu ikke præcist opgjort beløb, men ifølge indehaver Ricky Midtgaard fra Sportmaster er der formentlig stjålet værdier for mellem 120.000 og 180.000 kroner.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner til tyveriet, der fandt sted næsten samtidig med, at der gik ild i tre biler ved Rema 1000 et andet sted i byen. Det vides dog ikke, om der er nogen sammenhæng mellem de to sager.

Oplysninger kan gives til lokalpolitiet i Nykøbing på telefon 54 85 14 48 eller 114.

Foto: Sportmaster i Nykøbing havde ubudne gæster natten til tirsdag.

Tyvene stak af med skijakker, sportstøj og sko.

Offentliggjort Sidst opdateret