Sprængning ved smykkeforretning trækker tråde til bandekonflikt
Der blev sprængt en håndgranat ved smykkeforretningen Himalaya Diamonds. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
En 19-årig svensker sigtes for at have sprængt en håndgranat i Valby som led i en bandekonflikt.
En 19-årig svensk mand er blevet varetægtsfængslet i 27 dage sigtet for at have udført en sprængning mod en smykkeforretning i Valby 29. juni.
Lørdag blev han fremstillet i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg efter at være blevet anholdt i Sverige fredag formiddag og efterfølgende udleveret til Danmark.
Den 19-årige er sigtet for natten til 29. juni som led i eller for at opildne til en ikke nærmere beskrevet bandekonflikt at have modtaget og besiddet en håndgranat, som han angiveligt tog med hen til smykkeforretningen Himalaya Diamonds og bragte til sprængning.
I den forbindelse skal han ifølge sigtelsen have bragt andres liv og førlighed i fare, da der befandt sig flere personer i nærheden af forretningen.
Alt sammen er ifølge anklagemyndigheden sket i forening med flere uidentificerede gerningsmænd.
Den 19-årige, der i retten var iklædt et mørkeblåt joggingsæt og klipklapper, nægtede sig skyldig.
Ifølge sigtelsen var han et par dage inden sprængningen taget til København fra Sverige.
Mere kunne offentligheden ikke få at vide om sagen, da dørene til grundlovsforhøret blev lukket.
Himalaya Diamonds ligger på Toftegårds Allé i Valby.
Umiddelbart efter sprængningen i juni fortalte Stefan Ladeby, som er vagtchef hos Københavns Politi, at det så ud til, at fragmenter havde ramt bygningen på den anden side af vejen.
Ingen kom til skade i forbindelse med sprængningen, som unavngivne kilder til Ekstra Bladet har fortalt er en del af en konflikt mellem rockergruppen Comanches og en svensk gruppering.
Sagen mod den 19-årige er den seneste i en række af sager, hvor unge svenskere er blevet anholdt i eller i nærheden af København og efterfølgende varetægtsfængslet.
I april blev en 15-årig svensker varetægtsfængslet for besiddelse af to skydevåben. I juni blev sigtelsen mod ham udvidet til også at inkludere drabsforsøg, da han angiveligt var blevet sendt ud til et klubhus tilhørende Comanches for at slå en eller flere personer ihjel, hvilket dog ikke skete.
En 16-årig svensker blev i juni sigtet og varetægtsfængslet for det samme, men han var ifølge politiet blevet sendt ud til klubhuset en uge efter den 15-årige.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned