Sprængstof må ikke bringes til politistation i frit lejde-aktion

Der er blevet indleveret flere tusind våben under tidligere frit lejde-aktioner. Her ses nogle våben indleveret til Københavns Vestegnens Politi i 2017. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I november kan våben indleveres straffrit, men de skal være afladet. Sprængstof må ikke bringes til station.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om man i november kan overdrage ulovlige våben straffrit og anonymt til politiet, er der nogle retningslinjer for indleveringen.

Skydevåben skal være afladet, og alle våben skal være indpakket, så det ikke er tydeligt, hvad man bærer rundt på. Ammunition skal afleveres separat.

Sådan lyder beskeden fra flere politikredse.

- Er du i tvivl om håndteringen af skydevåben, så anbefaler vi, at du rådfører dig med en, der har forstand på våben først, eller kontakter politiet på 114, siger vicepolitiinspektør Lene Sveigaard Larsen fra Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Våbnene kan afleveres på en politistation. Det gælder dog ikke håndgranater og sprængstof. Det må ikke bringes til stationen.

I stedet skal man ringe til politiet på telefonnummer 114 og aftale, hvordan de sprængfarlige genstande kan blive afhentet. I visse tilfælde vil politiet bede Forsvarets Ammunitionstjeneste (EOD) om at afhente genstanden.

- I disse tilfælde vil afleveringen stadig ske anonymt og straffrit, understreger Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Ulovlige våben kan dog ikke overdrages på alle tider af døgnet, så hvis man vil indlevere et våben, kan man på politiets hjemmeside orientere sig om, hvor og hvornår de enkelte stationer i landet har åbent for indleveringen.

Som tommelfingerregel er der åbent i almindelig kontortid.

Københavns Politi gør opmærksom på, at politikredsens ekspedition på Københavns Hovedbanegård ikke må benyttes som afleveringssted.

Normalt er det strafbart og meget alvorligt, hvis man besidder skydevåben eller eksplosiver.

Men som en del af regeringens seneste bandepakke er det besluttet at give borgerne frit lejde til at aflevere våben og ammunition, uden man bliver retsforfulgt for det.

Det vil altså ske anonymt, og uden borgeren bliver registreret i politiets registre.

Ifølge politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi er det med til at øge trygheden, når våben overdrages.

- Ethvert våben, der fjernes fra gader og private hjem, er med til at øge trygheden for os alle, og vi ved fra tidligere frit lejde-aktioner, at der bliver indleveret mange våben, siger han i en pressemeddelelse.

Der har været tilsvarende aktioner i 2009, 2013 og 2017.

I 2009 blev der indleveret 8085 skydevåben, i 2013 blev 13.481 skydevåben indleveret, mens antallet var 12.379 i 2017.

Der blev ved alle aktionerne også indleveret andre ulovlige genstande såsom granater, ammunition og blankvåben.

/ritzau/