Sprit måske skyld i soloulykke

Foto: Anders Knudsen

En 24-årig mand fra Rødby kørte lørdag aften galt på Holebyvej i Øster Ulslev.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 24-årig mand fra Rødby slap lørdag aften ualmindelig heldigt fra en soloulykke på Holebyvej i Øster Ulslev.

Den 24-årige kom ved halv ni-tiden kørende i en Ford Transit ad Holebyvej i nordøstlig retning og påkørte her et træ, så kassevognen væltede rundt og landede på siden 40 meter længere fremme, hvor den ramte et elskab og en postkasse.

Manden kunne efterfølgende selv kravle ud af bilen og pådrog sig kun lettere skader ved uheldet, men blev indlagt på sygehuset i Nykøbing til observation for hjernerystelse.

- Han har virkelig været heldig, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med henvisning til, at manden ikke havde sin sikkerhedssele på under kørslen.

Politiet har mistanke om, at manden kan have været spirituspåvirket og har derfor sørget for at få taget en blodprøve fra den 24-årige. Resultatet af den skal afgøre, om han skal sigtes for spirituskørsel.