Spritbilist kørte ind i betonblok

Foto: Brian Thomsen

35-årig nakskovit var så fuld, at politiet umiddelbart ikke kunne afhøre ham.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 35-årig mand fra Nakskov var lørdag så fuld, at det ikke umiddelbart var muligt for politiet at afhøre ham, hvorfor manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Det oplyser politiet i mandagens døgnrapport.

Inden betjentene kom forbi, havde bilisten klokken 15.10 kørt ind i en betonblok, der var opstillet som afspærring ved opgravningsarbejde i Havnegade i Nakskov.

Den 35-årige måtte egentlig ikke sidde bag rattet, da han var frakendt kørekortet. Derfor blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden, ligesom ejeren af bilen, en 40-årig mand fra Nakskov, blev sigtet for at have overladt bilen til en person uden førerret.

Foto: Brian Thomsen
Foto: Brian Thomsen