Spritbilist påkørte trailer og overfusede medtrafikant

Foto: Claus Hansen

En lokal mand blev påkørt, råbt og slået af spritbilist efter han kort forinden havde overhalet ham.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 56-årig lokal mand kom i går kørende på Orevej lidt udenfor Stubbekøbing omkring klokken 12.41 med en trailer spændt bagpå.

Han overhaler på et tidspunkt en anden bil, ført af en 28-årig mand fra Vordingborg.

Kort tid efter overhalingen påkører den 28-årig traileren, det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Da begge bilister stopper for at udveksle oplysninger efter påkørslen begynder den 28-årige at overfuse den anden trafikant.

Ifølge politiet, råbte og skreg han af den 56-årige mand og gav ham nogle slag over nakken, hvorefter han kørte fra stedet uden at efterlade sine oplysninger.

Politiet kunne dog kort tid efter optrinnet anholde den 28-årige på havnen i Stubbekøbing. Han blev kørt til en blodprøve, da han virkede til at være påvirket af spiritus.

Han vil nu blive sigtet både efter loven om spirituskørsel og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, det oplyser politiet.