Spritbilist skal i fængsel

Efter at have torpederet træet på bakken, gled bilen ned til vejen igen. Foto: David Arnholm/arkiv

Promillen viste 2,02 men bilist nægtede sig skyldig, men mødte ikke op i retten.

Offentliggjort Sidst opdateret

NØRREBALLE Lørdag 17. juli klokken 22.40 sidste år kørte en personbil ført af en litauisk mand galt på Vestre Landevej lidt øst for Nørreballe. Bilen slingrede, kørte op ad en skråning og ramte et træ.

Bag ham kørte en anden mand, som så, at der var noget galt. Han blinkede med sine lygter, da bilen foran slingrede, og da den forankørende kørte galt, stoppede han og tilbød sin hjælp.

Men den hjælpsomme mand kunne fornemme, at noget var galt. Den slingrende bilist var tilsyneladende påvirket af et eller andet, så han ringede til politiet. Og da betjentene kom, kunne de konstatere, at den litauiske mand var spirituspåvirket.

I februar førte det til en retssag, hvor den litauiske mand, der er 21 år gammel, var tiltalt for spirituskørsel. Hans promille var blevet målt til 2,02.

Manden var ikke mødt op til retssagen, der derfor blev gennemført uden, at han var til stede. Hans forsvarer kunne dog fortælle, at manden nægtede sig skyldig.

Den unge mand, der havde tilkaldt politiet, var indkaldt som vidne. Han fortalte, at nogle af den litauiske mands venner var kommet til uheldsstedet for at køre den fulde mand væk, men at det var lykkedes at holde ham på stedet, til politiet kom.

Og vidnet kunne fortælle, at den litauiske mand ikke havde drukket noget i tiden fra uheldet, til politiet kom. Retten fandt derfor den litauiske mand skyldig og idømte ham 20 dages fængsel.

Typisk vil en sådan dom være betinget, men det kunne den ikke blive i dette tilfælde, da det ikke var afklaret, om manden var villig til og egnet til at udføre samfundstjeneste - hvilket måske også kan knibe, da han har bopæl i Litauen.

Manden blev også fradømt retten til i de næste tre år at føre andet, der kræver kørekort, end en lille knallert. Derudover skal han betale sagens omkostninger.

Retten oplyser, at dommen endnu ikke er blevet forkyndt for litaueren.