Spritbilist stak af

Men politiet fandt frem til 51-årig lastbilchauffør.

Offentliggjort Sidst opdateret

En formentlig spirituspåvirket lastbilchauffør stak søndag eftermiddag af efter at have påkørt en parkeret bil på Hovedgaden i Søllested. Uheldet skete klokken 15.58.

Chaufføren, der førte en lastbil med anhænger, ville ikke aflevere sine personlige oplysniner til modparten, og da han derefter kørte videre, forfulgte den anden ham og kunne fortælle politiet hvor lastbilen stod, og hvor chaufføren var gået ind.

Politiet anholdt en 51-årig mand, efter at alkometertesten havde bekræftet mistanken om spiritus.