Mens spritbilister venter på en dom for at have kørt alkoholpåvirkede rundt på vejene, kan de sætte sig ind i en ny bil og køre videre.
Det var tilfældet i onsdags, hvor en 46-årig mand fra Outrup ved Varde blev taget for spirituskørsel og fik beslaglagt sin femte bil siden maj. Den fjerde blev taget blot ni dage inden, skriver metroxpress.
Ifølge reglerne på området udløser gentagne tilfælde af spritkørsel en frihedsstraf. Men det kræver en dom i retten, førend spritbilisten for en tid er fjernet fra vejene. Der kan dog gå længe, før en spritbilist hører dommerens hammer slå.
Sagerne forlænges for hvert tilfælde af spirituskørsel, da svaret for endnu en blodprøve afventes, ligesom også sagsbehandlingen forlænges, så de nye forhold indgår i en samlet anklage.
- Vi har ikke engang fået resultaterne fra blodprøven fra sidste uge, siger en frustreret Bjørn Pedersen fra lokalpolitiet i Varde, der behandler sagen om den 46-årige, til metroxpress.
Annonce
Landets politikredse bekræfter problemet: - Vi havde en så sent som i går, som også havde mistet førerretten, fordi han tidligere var taget for spritkørsel, siger Merete Scheelsbeck, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.
Leder af færdselsafdelingen i Fyns Politi, Jørgen Andersen, fortæller, at der mindst er en snes inden for hans politikreds, som kører fulde rundt hver dag.
- Vi har de her notoriske spritbillister, som vi har godt lokalkendskab til, som kører spritkørsel hver dag. Der er nok en 20-30 personer, som vi møder mere end én gang om året, siger han.
Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, er klar til at stramme kursen over for spritbilisterne: - Står det til mig, bør det være muligt at sætte endnu hårdere ind med en fængselsdom. Det er afgørende, at vi får stoppet de her mennesker, siger Trine Bramsen og lover at se på lovgivningen.
- Hvis der er lovgivningsmæssige barrierer, tager jeg gerne en drøftelse med mine politiske kolleger, så vi kan sikre os, at sagerne bliver afsluttet hurtigere.
Bjørn Pedersen fra lokalpolitiet i Varde håber at få bragt den 46-årige for retten inden nytåret.
Spritbilist
Problemet med gengangere er landsdækkende:
Således viser en undersøgelser fra alkohol- og trafikkurser i 2013 i primært fire af de fem regioner, at 24 procent ud af 4149 deltagere har svaret 'nej' til, om det er første gang vedkommende er dømt for spirituskørsel.
Dertil kommer alle de, der ikke deltager i kurserne, som er påkrævet for at genvinde førerretten.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker