Stalker på Sydsjælland indespærres julen over
Politiet har sigtet en 51-årig kvinde for stalking af en mand gennem flere måneder. Søndag er hun blevet varetægtsfængslet af Retten i Næstved. (arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dommer mener, at der er risiko for, at 51-årig kvinde på fri fod vil fortsætte med uønsket adfærd.
En kvinde er søndag blevet sendt i arresten, efter at hun gennem de seneste måneder skal have plaget en mand med generende opkald, mails og sms'er.
En dommer i Retten i Næstved begrunder varetægtsfængslingen med, at kvinden vil fortsætte den strafbare adfærd, hvis hun er på fri fod.
Det oplyser anklageren efter søndagens retsmøde.
De talrige kontakter til manden skal være sket, selv om hun har fået tilhold.
Kvinden, der er 51 år, sigtes for stalking fra oktober og frem til nu, oplyser Susanne Bluhm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Frihedsberøvelsen skal vare frem til 8. januar. Det indebærer, at offeret i juledagene slipper for de uønskede henvendelser.
I grundlovsforhøret er kvinden kommet med en delvis erkendelse af stalking, oplyser anklageren.
I næsten tre år har straffeloven haft en særlig paragraf om stalking.
Man begår stalking, hvis man "systematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller chikanerer" en person og på den måde krænker dennes fred.
Som udgangspunkt skal der gives ubetinget fængsel i førstegangstilfælde, fremgår det af retningslinjer fra Rigsadvokaten.
I en sag mod en tidligere ustraffet mand, der stalkede sin tidligere partner, blev resultatet i Højesteret fængsel i fire måneder. I sagen indgik også trusler og hærværk.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker