Staten åbner dør på klem i sag om fanger i Irak
I en retssag om Danmarks medansvar for påstået tortur af tilfangetagne irakere skælder advokat Christian Harlang ud på Østre Landsret, som beskyldes for at være for venlig overfor Forsvarsministeriet. Foto: /ritzau/Olesen Peter Hove/arkiv
/ritzau/Peter Hove Olesen/arkiv
Irakeres advokater skælder ud på Østre Landsret i strid om adgang til dokumenter om militæroperation.
I en retssag om påstået tortur af irakere har Forsvarsministeriet løftet noget af sløret for en række oplysninger, som ellers tidligere har været hemmeligholdt.
Men det er slet ikke godt nok, lyder det fra de 23 irakeres advokater. De er utilfredse med, at Østre Landsrets dommere har accepteret, at ministeriet ikke vil rykke ud med alt.
"Østre Landsret blåstempler Forsvarsministeriets mørkelægning", står der i en pressemeddelelse, som advokat Christian Harlang har udsendt fredag.
Han og en kollega forsøger nu at komme videre til Højesteret med spørgsmålet om fuld adgang til militære dokumenter. De har netop søgt om lov til at kære landsrettens afgørelse til Højesteret, fremgår det.
Rapporterne udgør "det centrale nøglebevis" i sagen, mener advokat Harlang.
Retssagen drejer sig om "Operation Green Desert", som fandt sted i det sydlige Irak i november 2014.
De 23 hævder, at de blev krænket, da de blev taget til fange af danske soldater og overgivet til irakisk politi, som angiveligt udsatte dem for tortur. Men Forsvarsministeriet forlanger frifindelse. Danske tropper tog ikke irakere til fange under "Operation Green Desert", har ministeriet sagt.
- Sagsøgerne blev efter vores oplysninger tilbageholdt af de irakiske styrker, der deltog i operationen, har advokat Peter Biering, der repræsenterer ministeriet, tidligere udtalt.
I nogle dokumenter er det nu især navne - på en diplomat, en stammeleder, en irakisk dommer, en udsendt soldat - som Forsvarsministeriet har streget over. Andre oplysninger holdes hemmelige, fordi det britiske forsvarsministerium har krævet det.
Striden udspiller sig efter en dramatisk udvikling i processen. Landsretten har i slutningen af juni afsat Christian Harlang fra den del af sagen, som der er givet fri proces til.
Det skyldes en mistanke om, at han har skrevet alt for store regninger, som staten har betalt - for eksempel til meningsløs fotokopiering af papirer. Desuden har han ifølge landsretten i strid med reglerne givet flere irakere penge for tabt arbejdsfortjeneste og diæter. Derfor risikerer han en ny disciplinærsag ved Advokatnævnet.
Harlang fortsætter dog som advokat for to af irakerne. Umiddelbart før landsrettens fyring af ham frasagde de sig den fri proces, som de ellers var blevet bevilget. Desuden optræder han fortsat for samtlige 23 i den del af sagen, som ikke dækkes af fri proces.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker