Statsadvokat frikender betjent for skud

Det var i orden, at en betjent fra Nordjyllands Politi skød mod en mand, der kørte imod ham under en anholdelsesaktion i Vadum ved Flyvestation Aalborg.

Den 47-årige mand blev ramt i hovedet, men så overfladisk, at projektilet kunne pilles ud med en pincet.

- Der er ingen mistanke om noget strafbart, siger statsadvokat Kirsten Dyrman om episoden den 10. maj.

Mandens ekskone havde tilkaldt politiet, fordi han havde truet med at opsøge hende. Da manden dukkede op, forsøgte han at slippe væk igen ved synet af patruljevognen.

For enden af vejen måtte han vende ved den lukkede port ind til flyvestationen. Under manøvren påkørte han patruljevognen, men gik så tilsyneladende i stå.

Men da betjenten steg ud for at anholde ham, speedede manden op og kørte ifølge betjenten direkte imod ham.

- Betjenten kunne ifølge sin forklaring ikke nå at affyre varselsskud, men skød og ramte manden over øjet, siger statsadvokaten.

Da manden umiddelbart efter rodede efter noget i bilen, troede betjentene, at han søgte efter et våben, og sprøjtede peberspray i hovedet på ham. Det viste sig dog, ifølge mandens egen forklaring, at han ledte efter cigaretter.

- Jeg har hverken i forbindelse med skuddet eller pebersprayen fundet anledning til at rette kritik, siger Kirsten Dyrman.

Den 47-årige mand blev fængslet dagen efter, men er siden løsladt og afventer en dom for episoden.

/ritzau/

En betjent fra Nordjyllands Politi skal ikke kritiseres for en skudepisode, hvor en 47-årig mand i Vadum ved Flyvestation Aalborg blev ramt i hovedet.

Offentliggjort Sidst opdateret