Statsadvokat kræver kommune dømt for skraldebilsdrab
Statsadvokaten i København vil trods en frifindelse i byretten have Københavns Kommune idømt en bøde i forbindelse med en amerikansk krydstogtsturists dødsfald i 2012. Kommunen skal ifølge anklagemyndigheden gøres ansvarlig for dødsfaldet.
Turisten blev dræbt af en løbsk el-skraldebil på Strøget i København, og det kostede i april 20 dagbøder á 250 kroner til den renovationsarbejder, som sad bag rattet i skraldebilen. Han blev dømt for uagtsomt manddrab.
Kommunen var også tiltalt for uagtsomt manddrab, men blev frifundet i byretten for den anklage. Nu oplyser Østre Landsret til Ritzau, at man har modtaget en ankemeddelelse fra statsadvokaten, som kræver kommunen dømt for uagtsomt manddrab.
Kommunen fik i byretten en bøde på 40.000 kroner for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, fordi skraldebilen var i dårlig stand.
Den 63-årige turist blev dræbt, da skraldebilen satte i bevægelse, efter at føreren havde forladt den med kørende motor uden at trække håndbremsen.
Bilen ramte flere personer, og den amerikanske turist blev fastklemt mellem bilen og en husmur. Hans kvæstelser kostede ham livet.
En sædekontakt i bilen fungerede ikke. Den skulle ellers sikre, at bilen kun kunne køre, når der sad en fører i den.
Et omdrejningspunkt i sagen har været bilens dårlige stand. Ifølge anklagemyndigheden har forsømmelsen fra kommunens side været så alvorlig, at den bør gøres ansvarlig for dødsfaldet.
Renovationsarbejderen, som blev dømt i byretten, har også anket dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker