Statsadvokaten for Midt- og Vestsjælland har opgivet at rejse tiltale mod en slikbutiksejer fra Kalundborg, der blev fængslet for at bestille et lejemord på sin ekskone og hendes nye kæreste.
Manden er derfor netop løsladt fra varetægtsfængsel, oplyser Søren Dorvil fra lokalpolitiet i Kalundborg.
Den ca. 45-årige mand har siddet fængslet siden 12. maj og hele vejen igennem nægtet sig skyldig.
Ifølge sigtelsen var han indstillet på at betale to unge lokale mænd 100.000 kroner, hvis de til gengæld ville slå ekskonen og hendes nye kæreste ihjel.
Planerne blev dog aldrig ført ud i livet. Politiet skred ind, da ekskonen anmeldte, at slikbutiksejeren havde truet hende. Han blev fængslet i et lukket grundlovsforhør, mens de to påståede lejesvende blev løsladt. Dagen efter løsladelsen dukkede den ene op i slikforretningen og tævede indehaverens far, som passede butikken.
- Anklagemyndigheden har besluttet ikke at rejse tiltale på grund af bevisets stilling, siger statsadvokatfuldmægtig Andreas Kjærulff.
Det er nu op til politiet, om sagen skal forfølges yderligere i form af en mildere anklage for forsøg på vold.
Manden var indehaver af den nu lukkede slikbutik Chokoland i Kalundborg. Han blev kendt - ikke for det gode - da han omkring årtusindskiftet medvirkede i et tv-program om familiens bestræbelser på at få datteren til tops i den internationale tennisverden.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker