Statsadvokat undskylder sent alibi i terrorsag
Der er ikke sket fejl, men vi beklager alligevel over for forsvaret i sagen om brandterror.
Sådan lyder det fra statsadvokat Lise-Lotte Nilas, der har ansvaret for anklagen mod de fem tiltalte for terror på grund af en række påsatte brande, som anklageren mener er politisk motiveret.
Kort før den afgørende fase i sagen mod de fem, lagde PET og anklagemyndigheden et alibi på bordet for en af de tiltalte ved et brandattentat på den græske ambassade natten til 6. april 2011 i den indre by i København.
- Der er noget efterforskningsmateriale, som er kommet ind i sagen meget sent, og det har vi selvfølgelig beklaget over for forsvaret, men det ændrer ikke ved, at det er fremkommet i rette tid, siger Statsadvokat Lise-Lotte Nilas til Ritzau.
Billeder fra et overvågningskamera viser, at en af de terrortiltalte befandt sig i sin lejlighed på Nørrebro i København, da geringsmænd satte ild til den græske ambassade. Kameraet filmede nemlig tiltaltes bagdør, mens der sad PET-agenter ved fordøren.
Københavns Byret har givet PET lov til at beholde beviset indtil kort før hovedforhandlingen i terrorsagen gik i gang.
Det har fået juraprofessor Eva Smith til at frygte for retssikkerheden for den tiltalte, og undre sig over Byrettens velvilje til at holde alibiet skjult.
Men statsadvokaten mener ikke, at PET har skjult alibiet.
- Der er ikke noget om, at beviset skulle hemmeligholdes. Det er bare kommet ind i sagen på et sent tidspunkt, fordi det ellers kunne influere i efterforskningen. Det er standardprocedure, forklarer Lise-Lotte Nilas.
Anklagemyndigheden har også været uvidende om alibiet, og har derfor hævdet under en stribe retsmøder, hvor den tiltalte har fået forlænget sin varetægtsfængsling, at manden kunne have forladt sin lejlighed via bagdøren for at stikke ild til ambassaden.
Den påstand er nu trukket tilbage og vil ikke blive brugt mod den tiltalte. Men det enkelte alibi for brandattentatet mod den græske ambassade havde heller ikke ændret på varetægtsfængslingen, mener statsadvokaten.
- Materialet vedrører et forhold ud af mange, og jeg mener ikke, at det nye har haft indflydelse på varetægtsfængslingen, fordi det ene forhold er en lille del af den samlede tiltale, fortæller Lise-Lotte Nilas.
Spørgsmålet om, hvorfor PET kunne informere om to agenter ved hoveddøren og ikke nævne kameraet ved bagdøren i samme omgang, vil statsadvokaten dog ikke kommentere.
- Nu kører sagen i retten, og jeg vil ikke gå ind i de konkrete beviser, fortæller hun.
Fem mænd sidder tiltalt i Københavns Byret for en række brandattentater mod pelsvirksomheder, banker, Politiskolen, PET 's kantine og Grækenlands Ambassade.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned