Der er grund til kritik af Kriminalforsorgens arbejde med at forhindre, at løsladte fra landets fængslet falder tilbage i ny kriminalitet.
Det konkluderer de politisk valgte statsrevisorer onsdag.
Kritikken kommer, efter at Rigsrevisionen har offentliggjort en rapport om arbejdet med at holde de løsladte på den rette side af loven.
Der er også hug til samarbejdet med kommunerne.
"Selv om man ved, at mangel på bolig, netværk, beskæftigelse og penge ved løsladelsen øger sandsynligheden for at begå ny kriminalitet, viser beretningen, at Kriminalforsorgen og kommunerne i en række tilfælde ikke har koordineret løsladelsen af den dømte i tilstrækkelig grad", fremgår det.
Men det er især samarbejdet mellem forsorgens forskellige institutioner internt, der ikke fungerer "helt tilfredsstillende".
Det er handleplanerne for den enkelte indsatte, som er uopdaterede og mangelfulde. En tredjedel af de undersøgte sager viste sig at mangle vigtige oplysninger, og derfor er der grund til kritik.
Tidligere undersøgelser har vist, at der var behov for et bedre samarbejde mellem fængselsvæsnet og kommunerne om folks overgang til friheden. Rapporten konkluderer, at der stadig er "plads til forbedringer".
Flere kommuner har eksempelvis oplyst, at de ikke får besked om, at en af deres borgere står foran løsladelse.
Rigsrevisorerne har noteret, at der er gang i flere gode initiativer, der skal forbedre samarbejdet. Men processen kan forenkles og forbedres.
Samtidig bør Kriminalforsorgen sætte flere kræfter af til at undersøge, hvordan det går de fanger, man siger farvel til, så man kan få mere viden om, hvad der virker.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker