Stein Bagger brugte dæknavn i lagerfirma
Steen Beck. Navnet lyder almindeligt og neutralt, men bag det gemmer sig nyere tids største danske svindler Stein Bagger.
I virksomheden Dansk Selfstorage optrådte Stein Bagger nemlig under navnet Steen Beck, når han blandt andet via e-mail var i kontakt med virksomhedens samarbejdspartnere.
Anklager Malene Rysgaard fra Bagmandspolitiet læste fredag i Københavns Byret adskillige mails op underskrevet af Steen Beck, da hun afhørte en 51-årig mand, som ifølge anklagemyndigheden har brudt loven sammen med Stein Bagger.
Den 51-årige stod opført som direktør i firmaet, men ifølge Malene Rysgaard udførte Stein Bagger en stor del af direktionsarbejdet, selv om han fik forbud mod den slags, da han i 2009 blev dømt for svindel for over 800 millioner kroner.
- Jeg anser Stein for at være en af de dygtigste erhvervsfolk i Danmark, fortalte den 51-årige under afhøringen.
Bagger var på papiret ansat i virksomheden som praktikant i forbindelse med et uddannelsesforløb, som han var i gang med under sin afsoning af 2009-dommen på syv års fængsel.
Malene Rysgaard kunne dog fremlægge flere mails, som indikerede, at Stein Baggers rolle i virksomheden ikke just havde praktikant-karakter.
I en mail til virksomhedens revisor brugte Stein Bagger alias Steen Beck blandt andet formuleringen "Det juridiske er min afdeling". Men den 51-årige forklarede igen og igen, at han stod bag og godkendte Baggers gøren og laden i virksomheden.
Det kom også frem under fredagens retsmøde, at Stein Bagger på et tidspunkt satte den 51-årige i forbindelse med den svenske erhvervsmand Royne Carlsson, som omkring årsskiftet til 2012 overtog virksomheden.
Stein Bagger og den 51-årige nægter sig skyldige i at have overtrådt forbuddet, ligesom de også nægter sig skyldige i økonomisk kriminalitet. For Stein Baggers vedkommende drejer det sig om underslæb for en kvart million kroner.
Der ventes dom i sagen sidst i november.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde