Stille nytårsaften for beredskabet

Brændende batterier, hække og skraldespande er blandt de mest alvorlige hændelser for Lolland-Falster Brandvæsen denne nytårsaften og -nat. Foto: Anders Knudsen

Trods travlhed nytårsaften på landsplan er nytåret forløbet stille og roligt på Lolland-Falster for brandvæsenet.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER De kommunale beredskaber over hele landet har nytårsaften og nat rykket ud 505 gange. En normal nytårsaften består af cirka 400 udrykninger, hvorfor beredskaberne har måtte løbe endnu hurtigere, end hvad de plejer at gøre på en sådan nytårsaften- og nat.

Sådan har det dog ikke set ud på Lolland-Falster, hvor det har været en ganske rolig aften for det lokale brandvæsen.

- Det har været en meget fredelig aften på vores kanter. Vi har ikke haft en panderynke. Der har været syv kørsler på Lolland-Falster, hvor en del selvfølgeligt har været fyrværkeri-relateret, men det har ikke været alvorligt, fortæller Bjarne Noer Larsen, der er afdelingschef for Lolland-Falster Brandvæsens operative afdeling.

Den mest alvorlige brand var i en skraldespand i Nakskov, hvor fyrværkeri havde antændt den.

- Den stod lidt tæt på bygningen, og vi fik hurtigt slukket den. Så niveauet har været helt dernede, hvor det er hverdagshændelser, forklarer Bjarne Noer Larsen.

I Guldborgsund Kommune har der været meldt en bygningsbrand i Sundby omkring klokken 21.00 nytårsaften og en naturbrand i Væggerløse nytårsnat cirka klokken 2.30.

- Bygningsbranden var noget fyrværkeri, der havde antændt en hæk, men den kørsel blev annulleret, da de selv fik slukket branden, så vi nåede aldrig frem. Naturbranden var nogle batterier, der stod og brændte, som anmelderne ikke var helt sikre på, om de kunne få slukket, så det tog vi ud og gjorde. Så det har været til at overkomme i år, fortæller Brian Midjord Petersen, der er indsatsleder hos Lolland-Falster Brandvæsen.