Stjal 36 rammer øl og masser af værktøj

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Lokalpolitiet efterlyser vidner til et tyveri i Stubbekøbing, hvor en større mængde værktøj blev stjålet.

Offentliggjort Sidst opdateret

I løbet af den seneste uge, mellem 10. og 17. juli, er der forsvundet en hel del værktøj, øl og mad fra en ejendom, der ligger i Bagergade 3 i Stubbekøbing.

Værktøjet er blandt andet vinkelslibere, skruemaskine, trykluftnøgle, bænkhammer og loddekolbe. Desuden er der taget 36 rammer øl og en del oksekød og hummerhaler. Sidstnævnte lå i en fryser på stedet.

Der er fra stedet også stjålet en cykelanhænger, som måske har været brugt til at køre tyvekosterne væk i.

Lokalpolitiet i Nykøbing vil gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget til det store tyveri.

Politiet kan kontaktes på 114.