Et million-indbrud hos Hardi i Nørre Alslev er blevet opklaret. Det kom frem torsdag, da en 42-årig mand fra Køge-kanten var i Retten i Nykøbing i en tilståelsessag.
Manden, Radislaw Zlatar, erkendte at have været med ved indbruddet, hvor der blev stjålet pumper og andet til marksprøjter.
Han blev idømt ubetinget fængsel i halvandet år og modtog dommen, som også omfatter en betinget udvisning.
Transport til Serbien
Indbruddet på den store virksomhed fandt sted nytårsnat, da 2021 blev til 2022.
Annonce
Sammen med andre brød den 42-årige ind på virksomheden og stjal dele til marksprøjter, blandt andet pumper, for 1,9 millioner kroner.
En del af det stjålne blev derefter i lastbil kørt til Serbien, hvorfra den 42-årige stammer. Her har serbisk politi senere fundet noget af det stjålne fra Hardi, mens andet er fundet i Danmark.
Tavs om de andre
Radislaw Zlatar erkendte som nævnt at have været med ved indbruddet, der fandt sted over to gange.
- Men det var ikke mig, der planlagde indbruddet, og jeg ved ikke, hvad der skete med det stjålne, sagde den 42-årige i retten.
Han ville heller ikke fortælle noget om de andre, der tog del i indbruddet.
Det var ikke mig, der planlagde.
Radislaw Zlatar, dømt for indbrud
Anholdt i Jylland
Den 42-årige blev anholdt og varetægtsfængslet 30. april, og det er han fortsat.
Anholdelsen skete, efter at han sammen med to andre havde stjålet 38 tons aluminium til næsten en million kroner fra en virksomhed i Aalborg.
På vej væk blev både lastbilen og den bil, som den 42-årige kørte i, standset af politiet, som havde overvåget de tre.
Annonce
Den 42-årige erkendte også at have deltaget i indbruddet i Aalborg.
Krav om udvisning
Det meste af diskussionen mellem anklager og forsvarer gik på en mulig udvisning af den 42-årige til Serbien.
Anklager Skipper Falsled talte for, at den 42-årige, der kom til Danmark i 1995, skulle udvises.
- Der er tale om grov kriminalitet, og han er dømt tidligere. Han kan sproget i Serbien og må kunne etablere sig dér, mente anklageren.
Omvendt erkendte han, at Radislaw Zlatar har en stærk tilknytning til Danmark.
Fik en advarsel
Forsvarer Jacob Iuel Lunøe sagde, at en udvisning ville være helt i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
- Han har været her i 25 år og har en samlever og tre mindre børn, der er danske statsborgere. Han må også forsøge familien alene, fordi hans kone er psykisk syg, anførte forsvareren.
Derfor måtte retten i stedet give en advarsel om udvisning, mente Jacob Iuel Lunøe, og det gjorde retten da også.
Principper ved udvisning
En udvisning kan finde sted, hvis Udlændingestyrelsen anbefaler det med hjemmel i paragrafferne i udlændingeloven.
Derefter skal det i retten vurderes, om statens sikkerhed og andre lignende forhold skal veje tungere end retten til et familieliv i Danmark.
Her ser man i retten dels på kriminalitetens karakter, dels på, hvordan den tiltaltes tilknytning er til Danmark, og hvordan tilknytningen er til det land, som tiltalte oprindeligt kommer fra.
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole