Stjal hævekort og hævede stort beløb

Foto: Kim Nielsen/POLFOTO/arkiv

Lokalpolitiet opfordrer til at huske at dække for sin kode, når man bruger hævekort.

Offentliggjort Sidst opdateret

Endnu en gang er det lykkedes en tyv at aflæse og stjæle hævekort fra en kunde i en butik.

Denne gang er det sket i Føtex i Guldborgsundcentret i Sundby. Her fik en 73-årig kvinde tirsdag ved middagstid stjålet sin pengepung, hvori der lå hævekort.

Efter tyveriet af pungen er hævekortet blevet brugt til at hæve et større beløb i euro, oplyser lokalpolitiet.

Politikommissær Carsten Olsen fra lokalpolitiet advarer derfor endnu en gang kunder om at være forsigtige, når de bruger deres pinkoder.

- Man skal se sig for og huske at dække af, når man bruger kortet. Det er ikke så svært, siger politikommissær Carsten Olsen.