Stjal pengeskab fra Hotel Nørrevang

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Hotel Nørrevang på Marielyst havde ubudne gæster tidligt fredag morgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hotel Nørrevang på Marielyst havde tidligt i morges besøg af et par pengeskabstyve.

De to tyve brød ind ved 02-tiden og skaffede sig adgang til et kontor. Her fjernede de et lille pengeskab, selvom det var boltet fast. Tyvene prøvede derefter at åbne et større pengeskab, men det måtte de opgive igen.

På det tidspunkt havde de lavet så meget larm, at vidner blev opmærksomme på, at der foregik noget i kontoret. Derefter stak de to tyve af i en ældre mørk personbil, måske en Opel Vectra.

Tyvene, som der ikke er noget signalement af, tog det lille pengeskab med. Politiet kan ikke sige noget om, hvad pengeskabet indeholdt.