Stjal tv-signaler
Arkivfoto Foto: Free/Colourbox.com
Free/Colourbox.com
Fik betinget dom for give kode til tv-kanaler videre.
En mand fra Søllested kunne i går på mindre festlig vis fejre sin 32-års fødselsdag med at møde op i Retten i Nykøbing for at få en dom på 20 dages betinget fængsel for overtrædelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Manden havde fra sin bopæl i Søllested videregivet den kode, han havde modtaget fra Canal Digital og Viasat, så venner og bekendte også kunne se tv-pakkerne uden at betale.
Sagen er et led i et større sagskompleks, hvor de kommercielle tv-kanaler anmeldte personer, som man kunne se havde været inde for at hente krypteringskoder. Det kan man ikke gøre uden at efterlade en IP-adresse.
Sagen er blevet efterforsket i Sydsjælland og Lolland-Falster Politis afdeling for økonomisk kriminalitet.
Der var tale om en tilståelsessag, idet den 32-årige erkendte, at han havde videregivet tv-koderne til 12 andre tv-seere.
Ifølge retsmødebegæringen havde den 32-årige overtrådt loven forsætligt og under skærpende omstændigheder.
Han kunne også godt erkende at det havde stået på i et par år, før det blev opdaget. Det skete i januar sidste år, hvor politiet rykkede ud og ransagede hans hjem, og samtidigt ransagede på de 12 adresser, som han havde givet koderne videre til.
Solgt over hele landet
Aftagerne af koderne var spredt over hele landet, idet koden var givet videre til tv-seere i Herlev, Nivå, Nykøbing Sjælland, Skårup på Fyn, Galten i Østjylland og endeligt venner og bekendte i Søllested og nærmeste omegn.
Ud over den betingede dom skal den 32-årige betale erstatning til både Viasat og Canal Digital for et samlet beløb på 10.000 kroner.
Desuden har politiet beslaglagt en tv-boks og en computer.
Der er rejst flere sager af samme type rundt omkring i landet, og flere har fået betingede fængselsstraffe for samme forseelse. I 2012 blev der afsagt en principiel dom i den slags sager, hvor en mand fik 30 dages betinget fængsel for at forsyne 30 kunder med koder. Kunderne fik bødestraf.
Den 32-årige valgte at modtage dommen efter domsafsigelsen.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde