Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen er frifundet i Vestre Landsret for at vise en af sine klienter materiale fra politiet. Dermed har både by- og landsretten sagt god for advokatens handlemåde og efterladt anklagemyndigheden med en lang næse.
Michael Juul Eriksen var tiltalt for at have videregivet oplysninger til en klient fra en politirapport i forbindelse med mordet på William Lennon Davis, som blev stukket ihjel i Aalborgs Jomfru Ane Gade i 2007.
Den århusianske advokat afleverede i sin tid et 17 sider langt referat af politiets sagsakter til sin klient, der var sigtet for drabet. Det faldt Nordjyllands Politi så voldsomt for brystet, at anklagemyndigheden også sigtede Michael Juul Eriksen for at misbruge sin stilling. Kravet var en betinget frihedsstraf og bøde.
Men landsretten stadfæstede mandag frifindelsen fra Retten i Aalborg fra juni. Den er en af mange sager, hvor anklagemyndigheden er gået efter forsvarsadvokater og deres kommunikation med klienter.
Michael Juul Eriksen er godt tilfreds med at være blevet frifundet. Han betegner sin og lignende sager som anklagemyndighedens forsøg på at gennemtvinge en lovændring.
- Man forsøger at bremse forsvarernes mulighed for at kommunikere med deres klienter. Men man skulle hellere gå den anden vej og harmonisere reglerne med landene omkring os, siger han.
Ifølge ham er det sædvane i flere andre europæiske lande, at sigtede må få kopi af politiets sagsakter, så de kan forberede deres forsvar.
- Danmark er det eneste land, af dem vi har undersøgt, hvor man ikke må have det, siger Michael Juul Eriksen.
Han er forsvarer for en anden advokat, som senere mandag får dom i Københavns Byret, hvor hun er tiltalt for at lade en klient skrive af fra politimateriale.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker