Stoppet for tredje gang uden kørekort: Så tog politiet bilen

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

En 47-årig mand fra Søllested fik torsdag beslaglagt sin bil af politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 47-årig mand fra Søllested kørte i går, torsdag, sin sidste tur i sin sorte Peugeot. Den befinder sig nu i politiets varetægt, fordi den 47-årige nu tre gange på tre år er blevet standset for at køre uden førerret.

Det startede klokken 16.55, da politiet ud for Højrebyvej 40 spottede den sorte bil, som kun havde én nummerplade, og den var afmeldt og havde tidligere siddet på en helt anden bil.
Ved et nærmere tjek viste det sig, at bilisten kørte trods det manglende kørekort, og da det var en gentagen forseelse, beslagde politiet bilen.

Den 47-årige sigtes desuden for kørsel i et uindregistreret og ikke forsikret køretøj, samt for misbrug af nummerpladen.