Stor aktion mod bander giver småt udbytte

Politiet slog mandag morgen til mod 43 adresser i København, i Nordsjælland og på den københavnske Vestegn i en aktion rettet mod bandemiljøet.

Aktionen blev indledt klokken fem, og det var efter alt at dømme det helt store skyts, som ordensmagten havde kørt i stilling.

Aktionen skete i et samarbejde mellem tre politikredse, det regionale bandecenter Task Force Øst og Rigspolitiets specialister i Nationalt Efterforskningscenter, også kaldet NEC.

Alligevel må ordensmagtens udbytte siges at være i den beskedne ende, når man tager de 43 ransagninger i betragtning. Otte personer blev anholdt, og politiet beslaglagde en enkelt skarpladt pistol.

- Jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg gerne havde set et større udbytte, for der er jo tydeligvis stadig våben derude, siger politiinspektør Svend Foldager ved Københavns Politi.

Aktionen kommer i kølvandet på to skudepisoder i København i de seneste dage, som begge havde dødelig udgang, og som ifølge politiet har relation til bandekriminaliteten i Københavnsområdet.

Søndag aften blev en 19-årig mand dræbt af skud på Nørrebro, og torsdag i sidste uge blev den ligeledes 19-årige Mahad Abdulqadir Abdi skudt ned i Husum, mens to af hans kammerater blev såret.

- Men dagens aktion var planlagt forud for drabene, siger Svend Foldager og erkender, at politiet ikke har alverdens spor i efterforskningen af de to nedskydninger.

- Der er dog ikke umiddelbart tegn på, at de hænger sammen sådan, at det ene er en gengældelse for det andet. Men vi ved ikke særligt meget på nuværende tidspunkt, siger politiinspektøren.

Af de otte anholdte fra mandagens razzia bliver kun den ene krævet varetægtsfængslet for besiddelse af euforiserende stoffer.

/ritzau/

Otte anholdelser, en skarpladt pistol, lidt hash og nogle penge blev udbyttet efter 43 banderansagninger.

Offentliggjort Sidst opdateret