Der er sket "omfattende skader" på den bil, som var forsynet med en muligvis fjernstyret bombe i Randers juleaften, siger politiet.
- Der er knuste ruder, airbags er udløst, og der er slået en større bule. Så der har været tryk på, siger vicepolitiinspektør Michael Weiss fra Østjyllands Politi.
En far og hans treårige datter sad i bilen, da bomben eksploderede juleaften klokken 18.10 på Vilhelm Thomsens Plads.
De slap uskadt. Men politiet har registreret sagen som et forsøg på at slå de to ihjel.
Den mellemblå Toyota Carina havde holdt parkeret på stedet siden lillejuleaften ved 22-tiden.
- Vi er meget interesseret i at høre fra beboere i området, om de har bemærket noget i dette tidsrum, siger Michael Weiss.
Politiet afviser, at sagen kan knyttes til rockere eller bander.
Endnu har ordensmagten ikke klarlagt detaljer om selve bomben.
Efterforskerne forsøger at finde ud af, om den var fjernudløst, hvordan den var konstrueret, og hvordan den var anbragt på bilen.
Et fragment fra bomben fløj gennem et kældervindue på en bygning i nærheden.
Desuden arbejder politiet med at indkredse personer, der kunne have et motiv til at skade manden og hans barn.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker