Stor ståhej for ingenting ved Farøbroerne

Foto: Anders Knudsen (arkivfoto)

Et vidne troede, han havde set en surfer i havsnød ved Farøbroerne. Men surferen var ikke i nød.

Offentliggjort Sidst opdateret

Stor ståhej for ingenting. Sådan kan man vist bedst betegne den redningsaktion, som kort før klokken 14 lørdag eftermiddag blev sat i værk omkring Farøbroerne.

Et vidne havde inde fra land set en surfer, der tilsyneladende var i havsnød i farvandet omkring broerne og slog derfor alarm til 112. Herfra blev meldingen givet videre til Søværnets Operative Kommando, som straks sendte redningsbåden fra Klintholm Havn og en redningshelikopter fra Skrydstrup afsted mod ulykkesstedet.

Men klokken 14.18, 25 minutter efter, at alarmen var indløbet, kontaktede redningsberedskabets indsatsleder politiets vagtcentral og forklarede, at han havde været i kontakt med surferen, som fortalte, at han ikke var i havsnød, oplyser politiets vagtchef til folketidende.dk.

Det vides ikke, hvor langt redningshelikopteren og redningsbåden nåede, før de blev kaldt hjem igen.