Stor udrykning til glemt gryde

Brandsprøjter, ambulance, lægebil, politi og indsatsleder strømmede sidst på eftermiddagen torsdag til ejendommen Klosterstræde 34 i Nykøbing, hvor der blev meldt om en mindre brand i et køkken.

Til alt held viste det sig, at skaderne var begrænsede, og ingen mennesker kom noget alvorligt til. Ifølge indsatsleder Kaare Andresen fra Guldborgsund Redningsberedskab havde lejlighedens mandlige beboer glemt at slukke for en gryde med nogle æg, og da gryden kogte tør, udviklede det en del røg.

Det lykkedes manden at komme ud i tide, og brandfolkene sørgede efterfølgende for at ventilere røgen væk. Beboeren kom så vidt vides ikke noget alvorligt til ved branden, men han blev for en sikkerheds skyld kørt på sygehuset til observation for røgforgiftning. En kat, som også opholdt sig i lejligheden, blev ligeledes reddet ud i god behold.

Se flere billeder - KLIK HER

En mand måtte køres en tur på sygehuset til observation for røgforgiftning efter en mindre brand i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret