Campingvogne for flere millioner kroner er blevet flammernes bytte ved en storbrand i udkanten af Køge.
Politiet måtte først på natten til onsdag advare beboere i området mod giftig røg fra branden på Køge Caravancenter på Tangmosevej, oplyser vagtleder John Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Han sendte en patrulje til stedet kl. 23.10 på grund af en tyverialarm. Da patruljen nåede frem, så politifolkene en kæmpe lagerhal i flammer, som hastigt bredte sig til andre bygninger og mange af campingvognene udendørs på området.
Brandvæsenerne fra Køge og Næstved er sat ind i arbejdet, der går ud på at lave en såkaldt kontrolleret nedbrænding og forhindre ilden i at brede sig til omkringliggende virksomheder heriblandt bilforretninger, fortæller John Jensen.
Endnu ved 01.30-tiden brændte det voldsomt på området, hvor ilden blandt andet næredes af eksploderende gasflasker.
Der er mindst 200 campingvogne på caravancentret og et flertal af dem kan være gået tabt.
Ingen mennesker er kommet til skade ved branden, som politiet endnu ikke kender årsagen til.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker