Store skader på ejendom efter brand
Der skete store materielle skader ved branden. Foto: Presse-fotos.dk
.
Tidligt onsdag morgen udbrød der brand i en ejendom på Lolland. Der er sket store skader på en garage, og også skader på stuehuset.
HOLEBY: Brandfolk fra tre brandstationer kæmpede onsdag morgen for at slukke en brand i en ejendom på Binnitsemark lidt udenfor Holeby.
Ifølge indsatsleder Patrick Nielsen fra Lolland-Falster Brandvæsen var der tale om en ejendom, hvor en garage er bygget sammen med et stuehus. Ingen personer er kommet noget til, men der er betydelige materielle skader.
- Da jeg ankom, var garagen overtændt, og der stod en olietank derinde, som var påvirket af varmen, så vores fokus var i første omgang at få kølet den ned, så den ikke risikerede at eksplodere. Det lykkedes, og nu er vi så i gang med at sikre, at ilden ikke spreder sig til stuehuset, fortalte indsatslederen, der havde selskab af 12 brandfolk fra brandstationerne i Maribo, Sakskøbing og Nysted.
Vi fik tidligere skrevet Nakskov i stedet for Sakskøbing. Folketidende beklager fejlen.
Kort efter klokken 08.30 fortalte indsatslederen, at man var i gang med den sidste del af efterslukningen og forventede at være færdig i løbet af en times tid.
- Hele garagen er brændt, og det samme er en stor del af tagkonstruktionen på stuehuset. Resten af stuehuset har fået nogle røg- og vandskader, men er i det store hele blevet reddet. Skadeservice er i gang med at sikre stedet, fortalte Patrick Nielsen.
Udover ejeren af huset var også to katte hjemme. De er alle kommet ud i god behold ifølge indsatslederen.
Årsagen til branden kendes endnu ikke.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet