Storebæltsbroen i retning mod Fyn lukker to timer i nat
Bilkø ved Storebæltsbroen på vej mod Fyn ved Korsør fredag den 20. november 2020. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Lars Møller/Ritzau Scanpix
Lastbil, der tidligere fredag gik i brand på broen, skal fjernes. Derfor lukker retning mod Fyn fra 24 til 2.
Storebæltsbroen er i retningen mod Fyn lukket natten mellem fredag og lørdag fra klokken 24 til 2 på grund af oprydning.
Det oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
Det sker, fordi en lastbil, der fredag formiddag gik i brand på broen, skal fjernes.
Branden lukkede den vestgående retning mod Fyn i flere timer, indtil der klokken 14.30 igen blev åbnet for trafikken.
Det medførte ifølge Ekstra Bladet, at der var en 18 kilometers lang kø i løbet af eftermiddagen.
Ingen er tilsyneladende kommet til skade. Politiet har endnu ikke fået afhørt chaufføren, der ikke er dansk.
Til TV2 fortæller Bo Georg Petersen, vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at lastbilen var lastet med whisky.
- Der opstår tekniske problemer i lastbilen, så chaufføren kører ind i nødsporet. Umiddelbart efter at han er standset, ryger det fra lastbilen, og så går der ild i den, siger Bo Georg Petersen til TV2.
Det står ikke klart, hvorfor der pludselig opstod brand i lastbilen.
Torsdag var Storebæltsbroen også lukket i to timer om eftermiddagen.
Her var der sket et uheld på grund af kraftig vind, der først lukkede retningen mod Fyn og siden begge retninger i en halv time, mens der blev ryddet op.
Ingen kom til skade i uheldet.
Der havde fra morgenstunden været en advarsel fra Vejdirektoratet mod at køre med vindfølsomme køretøjer over broen, fordi der var kraftig vind.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned