Storebror ville hjælpe påstået IS-kriger ud af Syrien
Storebroren til en formodet syrienkriger er blevet pålagt at afgive vidneforklaring i Retten i Glostrup.
Med langsomme skridt og blikket flakkende rundt i retslokalet trådte storebroren til en 24-årig terrortiltalt dansktyrker tirsdag ind i Retten i Glostrup.
Han tog plads i vidneskranken, inden han af retsformanden blev spurgt, om han ønskede at afgive vidneforklaring i sagen mod sin lillebror.
- Jeg har det dårligt, lød det indledningsvis fra manden, der med rystende hånd drak et glas vand og tørrede sine øjne med en hvid serviet.
- Nej, jeg vil ikke sige noget, tilføjede han efter længere tids stilhed i retslokalet.
Herefter blev han dog - ligesom lillesøsteren mandag blev det - pålagt at vidne.
Det er sjette dag i en historisk retssag mod den terrortiltalte dansktyrker, og anklagemyndigheden vil tirsdag både forsøge at afhøre den tiltaltes bror og far.
Ved den efterfølgende afhøring bliver storebroren stillet en række spørgsmål, der primært drejer sig om, at hans 24-årige lillebror skal have været i Syrien 2013.
Storebroren bekræfter, at han blandt andet havde mistanke om, at hans lillebror var i træningslejr i Syrien, men kan ikke uddybe det yderligere.
- Kan du huske, at du var i Kilis (en tyrkisk by tæt på Syriens grænse, red.) sammen med en person med tilknytning til Islamisk Stat (IS) for at hente din bror ud af Syrien?, vil vicestatsadvokat Anders Riisager gerne vide under afhøringen.
- Ja, bekræfter broren efter lang tids stilhed.
Anders Riisager foreholder storebroren for en række udtalelser fra to politiafhøringer foretaget 2. og 3. juni sidste år. Blandt andet skal han have sagt, at hans lillebror havde været i Syrien og var stukket af fra syriske soldater.
- Det kan jeg ikke huske, lyder det tirsdag fra broren.
Flere gange under afhøringen tørrer storebroren sine øjne og tager sig til hovedet. Han har svært ved at huske detaljer og svarer langsomt og tøvende.
Hans 24-årige lillebror er tiltalt for at være rejst til Syrien i 2013 for at kæmpe med den militante, islamistiske gruppe Islamisk Stat. Derudover er han blandt andet også tiltalt for at ville rejse afsted igen i 2015 og for at ville støtte gruppen økonomisk.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker