Stort gylleudslip truer dambrug

Et kort øjebliks uopmærksomhed fra en landmand sendte mandag eftermiddag knap 50 ton gylle ud på jorden ved Bundsbæk Mølle nord for Skjern. Landmanden var ved at omlade gylle, men glemte at lukke en pumpe, fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Gyllen fortsatte ned i flere regnvandsbrønde, der har forbindelse til Bundsbæk Møllebæk. Længere nede ad bækken ligger et dambrug, som er et anlæg til opdræt af fisk.

- Gyllen må for alt i verden ikke nå hen til dambruget, så der arbejdes på højtryk med at få pumpet gyllen op, siger vagtchefen.

Både brandvæsnet og landmanden selv kæmper med at pumpe gyllen op.

/ritzau/

Knap 50 ton gylle løb ud ved Bundsbæk Møllebæk nord for Skjern, da landmand glemte at lukke en pumpe. Gyllen har kurs mod dambrug.

Offentliggjort Sidst opdateret