Stort politiopbud i Væggerløse

Der har nok været en del sommerhusejere i Væggerløse, som har lagt mærke til den stort anlagte politiindsats, som udspillede sig - i øvrigt uden større dramatik - i og omkring et sommerhus i Væggerløse sent lørdag aften.

Vagthavende hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi vil ikke oplyse, præcist hvor de specialtrænede politifolk, hundeførere samt almindelige patruljevogne slog til, men der er tale om et sommerhus i Væggerløse, som husede en kendt kriminel fra den københavnske vestegn.

Herfra blev politifolk fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bedt om at assistere under anholdelsen i Væggerløse af den kendte kriminelle mandsperson og sommerhuslejer, der ikke har nogen form for lokal tilknytning.

Manden bar i øvrigt en skarpladt pistol på sig under anholdelsen, der skete ved 23.30-tiden lørdag aften.

Den væbnede aktion skete som en udløber af en verserende politisag fra den københavnske vestegn, og selv om de mange politifolk i skudsikre veste kan have været et dramatisk syn at skue, understreger vagthavende, at anholdelsen skete helt uden dramatik. Den anholdte er nu overgivet til Københavns Vestegns Politi.

Foto: Anholdelsen af kendt kriminel forløb uden dramatik. Foto: Claus Hansen

Mange betjente i aktion ved sommerhus, da en kendt kriminel fra Københavns vestegn skulle anholdes sent lørdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret